7 gode råd om skiferie med børn

28. august 2013

ski

Så har vi passeret sommerferien – hvor vi var et smut i Kroatien – et fantastisk land – som jeg regner med, at vi vil vende tilbage til. Jeg regner også med, at jeg vil vende tilbage til turen her på Sjov med familien.

Vi er allerede ved at drømme om næste ferie – hvor skal den mon gå hen? Så er det lidt sjovt, at der ind i min mailboks kommer syv gode råd til, hvordan du får en herlig uge på ski sammen med dine børn, fra skihjemmesiden www.skiferietips.dk. Jeg har fået lov til at bringe dem her på siden, måske de kan inspirere dig til din næste skiferie.

Vi har aldrig været på skiferie med ungerne – der er ingen af os der har stået på ski før – så vinterferierne har aldrig været prioriteret. Men faktisk tiltaler tanken om at være så meget aktiv og ude og nyde naturen mig meget. I hvert fald er her syv gode råd til dig:

Vælg et børnevenligt skisportssted

Når du skal have familiens mindste med på skiferie, så er det vigtigt, at du vælger et skisportssted, som er indrettet på børnenes præmisser.

Lad være med at vælge største skiområder med de mest udfordrende pukkelpister – og lad være med at være stedet med de mange fancy restauranter eller det vilde natteliv.

Kig i stedet efter skisportssteder med børnebakker og børnevenlige lifte. Sørg for at vælge indkvartering tæt ved pisten, også selvom det ofte koster lidt ekstra.

Tag ikke af sted i januar

Hvis ungerne skal med på skiferie, så lad være med at booke skirejse i januar. Det er årets koldeste og mørkeste måned, så hvad der føles koldt for dig, vil føles endnu koldere for dine børn. Og hvis du en gang har prøvet at stå på ski med frysende børn, så ved du, at det ikke er en god oplevelse for hverken dig eller dine børn.

Hvis du har skolebørn, så kan du af praktiske grunde være nødt til at rejse i enten uge 7 eller uge 8. Det betyder fyldte pister og længere køer ved lifterne. Hvis det er muligt så forsøg at rejse i uge 6 eller uge 9-10.

Der er bedre plads på pisterne og generelt (lidt) lavere priser på skiferier.

Husk at det er børnenes skiferie

Når du rejser på skiferie med dine børn, så vær bevidst om hvorfor du gør det. Hvis du primært ønsker, at det skal være for at glæde dig selv, så bliver det næppe en god skiferie for resten af din familie. Heldigvis så ønsker du sikkert, at dine børn får en god oplevelse. Det er i hvert fald et godt udgangspunkt, hvis du ønsker at få mange fremtidige gode og hyggelige skiferier sammen med dine børn.

Hvis du allerede inden du tager af sted minder dig selv om, at dine børns glæde ved skiløbet skal være driften for din skiferie med børn, så er du godt på vej.

Rejs med andre børnefamilier

Hvis du også selv ønsker et par pusterum undervejs på skiferien, hvor du kan få styret din egen lyst til at suse ned ad pisten med sneen flyvende om ørerne, så vil det være en god idé at slå pjalterne sammen med andre familier med børn. Når I er flere om at deles om pligter og fornøjelser, så kan I skiftes til at holde styr på børn eller selv stå på ski.

Derudover er det også hyggeligt for dine børn at have gode legekammerater, når dagens skiløb er forbi.

Køb godt skitøj til dine børn

Hvis du er typen, der gerne bruger mange penge på lækkert og funktionelt skitøj til dig selv, så bør du også unde dine børn godt skitøj. Når du køber skitøj til børn, så er det både vigtigt, at børnenes skitøj kan holde kulde, sne og slud ude, men også at dit barns krop kan ånde gennem skitøjet. Når dit barn er aktivt, så sveder det og hvis ikke fugten kan komme ud gennem skitøjet, så får du i stedet et vådt og frysende barn.

Læs mere om valg af skitøj til børn

Skiskole til børn

Hvis dine børn for alvor skal blive gode til at stå på ski, så bør du sikre, at de får rigtig skiundervisning. Det kan f.eks. være i form af deltagelse på skiskole eller ved at hyre en privat skilærer, som kan lære dit barn de rigtige skiteknikker fra bunden af. Dermed opnår dit barn langt hurtigere en glæde ved skiferien og skiløbet. Og du har dermed en ekstra støtte, når familien skal forhandle om, hvordan årets feriebudget skal fordeles.

Husk at nyde skiferien

Og for guds skyld – Husk nu at nyde din skiferie med børn – Selvom børn af og til (og også på skiferier) kan være sure og krævende, så glæd dig over, at I nu har mulighed for at få en masse kvalitetstid sammen. Det er ikke altid, at man husker at have det sjovt sammen i en stresset hverdag, men på en familieskiferie er der ingen undskyldning for ikke at hygge sig sammen.

God skitur til både dig og dine børn!!

 

Skriv din kommentar her

* Skal udfyldes, e-mail offentliggøres ikke

Annoncer